Telesex-firma opgiver ankesag

Forbrugerstyrelsen

25/05-2005

Telesex-firmaet Nordic Media ApS må ikke sende regninger ud til forbrugere på baggrund af vis-nummer funktionen.

Metoden sikrer nemlig ikke, at regningen bliver sendt til en myndig person, der rent faktisk har bestilt og benyttet firmaets tjenester.

Det fastslog Sø- og Handelsretten i en dom fra oktober sidste år. Dommen blev anket til Højesteret af Nordic Media. Nu har telesex-firmaet valgt at kaste håndklædet i ringen og har trukket sagen tilbage. Det betyder, at Sø- og Handelsrettens dom står ved magt.

Gennem de seneste år har flere tusinde forbrugere klaget til Forbrugerklagenævnet og Forbrugerombudsmanden over at modtage regninger for telesex-tjenester, som de ikke havde brugt.

Nordic Media var blot et af de firmaer, der sendte regninger ud til forbrugere på baggrund af vis-nummer funktionen, og hos Forbrugerombudsmanden har adskillige klager over andre telesex-firmaer ventet på sagens endelige udfald.

"Dommen er principiel, fordi den slår fast, at man ikke kan opkræve penge fra forbrugerne på denne måde. Nu vil vi forsøge at få ryddet op på området og sikre, at andre firmaer ikke bruger vis-nummer funktionen til at udsende regninger," siger Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen.

I dommen udtalte Sø- og Handelsretten blandt andet, at Nordic Media havde handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, og at udsendelse af fakturaerne var vildledende og i strid med markedsføringslovens § 2.

Baggrund Forbrugerombudsmanden nedlagde i oktober 2003 et foreløbigt forbud mod Nordic Medias udsendelse af regninger samtidig med, at der i Sø- og Handelsretten blev anlagt sag mod firmaet.
Baggrunden var over 100 klager fra forbrugere, der havde fået regninger fra Nordic Media for brug af betalingssextjenester, som forbrugerne ikke havde bestilt.

Også i Forbrugerstyrelsens Hotline var problemet velkendt. Alene i september måned 2003 henvendte mere end 500 forbrugere sig med spørgsmål om Nordic Medias forretningsmetoder.






ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site